Med 30 års kunstnerisk baggrund i illustration og maleri har jeg fået det hele til at gå op i en højere enhed ved at uddanne mig i Visuel Kommunikation.
Jeg er ejer af virksomheden NordicArtPrint.dk, hvor jeg designer og selv printer mine værker, som kan erhverves som kort fra A6-A5, anledningskort samt plakater op til A2.
Da jeg selv printer og skærer alle mine varer her fra mit eget printværksted, kan der forekomme variationer blandt varerne. Jeg bestræber mig på at lave det så ensartet som overhovedet muligt og justere, så jeg får de bedste resultater – men sådan er det med alt håndværk, når man har sjælen med i de ting, man laver.
Fordelene ved at jeg selv printer er, at jeg kan styre, hvor meget jeg har på lager af de forskellige print. Og hvis ikke en størrelse er at finde i shoppen, kan jeg ofte lave en hurtigt. Det er ikke nødvendigt for mig at indkøbe store mængder af samme print, som kan ende med at hobe sig op, hvis ikke det bliver solgt.
Men for mig handler dette lige så meget om, at jeg godt kan lide at gøre tingene færdige selv, og jeg nyder at stå med mit helt eget endelige produkt.
En anden ting er også bæredygtigheden i lokale varer. Hvorfor få det lavet på den anden side af jordkloden, når jeg kan selv?